Rejsebrev sendt hjem fra Mexico d. 12. marts 2007

 

 

Så fik vi startet vores rejse.

Det er forunderligt, hvor hurtigt man går fra hverdag med job, indkøb og tøjvask til ”bare at flyde med”, opleve og slappe af. Vi havde dog lidt problemer med tiden (jetlag) – det tog næsten en hel uge, før vi ikke var lysvågne kl. 4 om morgenen og til gengæld var i seng før de begyndte at servere aftensmad på de lokale restauranter.

Vi brugte nogle dage i Mexico City for at ”konvertere” til rejsemode. Vi fik set og duftet byen. De mange gadekøkkener giver byen en skøn duft.
Højdepunktet var besøget ved pyramiderne, Teotihuacana. Imponerende bygningsværker, og hvor føler man sig lille, når man har kæmpet sig de 70 meter op og står på toppen og kan se ”hele verden”.

Efter Mexico City er turen gået med bus ud i landet. Vi har set mange kirker, oplevet de smukke gamle byer med flot restaurerede huse og brostensbelagte gader. Vi har gået på mange markeder, hvor alt fra souvenirs til kunsthåndværk og kyllinger blev solgt.

Vi har besøgt de to flotte vandfald Agua Azul og Misol-Ha, ligesom de fantastiske gamle ruiner i Palanque og Monte Alban totalt kan tage pusten fra en. Flere venter i Uxmal og Chichén Itzá.

Vi har også været på tur til et par små indianerlandsbyer, hvor vi har fået indblik i ”ægte” indiansk kultur og levevis. Turene har også inkluderet smagsprøver på flere lokale drikke – alle alkoholiske – ren sprit. Det giver luft til næsen.

Vi har oplevet flere gode guider på de ture, som vi har købt. Normalt har vi selv arrangeret mange af vores ture, men her i Mexico oplever vi, at flere af seværdighederne kan være svære at nå med offentligt transportmidler – det kommer simpelthen til at tage for lang tid. Det er nu også skønt ind imellem bare at kunne læne sig tilbage og nyde at blive kørt rundt.

Sikkerheden

Vi havde hørt og læst meget om, hvor usikkert et rejseland Mexico er. Specielt Mexico City lød ikke som et specielt hyggeligt sted. Vi har dog heldigvis måttet sande, alt virker roligt og sikkert. Der er meget politi overalt, men her gør det ikke noget, det giver faktisk en tryghed. Vi har på intet tidspunkt følt os usikre og har også uden problemer været ude om aftenen. Det er rart, og jeg håber, at det fortsætter sådan, når vi engang når de lidt mere ”spændende” steder Guatemala og Belize.

Maden

Efter et par dages tilvænning og øvelse i at læse spisekort på spansk er vi faldet totalt for den lækre mad. Selv bønnemosen, som man har en tendens til at servere morgen-middag-aften, er ikk´ så ring endda. Okay, den ligner mest af alt størknet Nutella, men med lidt brød til….

”Lidt stærkt” smiler tjeneren, mens vi kunne tænde et stearinlys på vores ånde og spiserøret skriger på en kold cola. Vi elsker stærkt mad, og får vores lyst styret her!

Transporten

er overraskende god – men dyr. Nu betaler vi os også fra kun at køre med 1. klasses busser og luksusbusser. Ikke fordi, vi ikke kunne overleve 10 timer i bus med kyllinger og sække med majs, men mest fordi alle siger, at kun topbusserne er sikre. Der sker desværre nogen gange overfald og hold-up’s imod de andre busser, og denne risiko vil vi gerne minimere.

Da busserne jo så er ”luksus” vises der selvfølgelig også film. Typisk synkroniserede, amerikanske B-film, men heldigvis i et mere menneskeligt lydniveau end det feks. opleves i Mellemøsten. Der er derfor heller ikke, til Kennets store fortrydelse (*s) tale om såkaldte ”dansefilm”, hvor helten konstant bryder ud i sang.

Sproget

Indrømmet – mit spanske kunne ved indrejse ligge på et meget lille sted – faktisk begrænsede det sig til at bestille en øl. Jeg har derfor besluttet mig til at lære et nyt ord hver dag. Det kan lyde nemt, men det er det ikke – men det går fremad. Jeg er derfor stærkt på vej til 9. klasses afgangseksamen i spansk for begyndere. Fx kan jeg allerede kommunikere om farver (så længe vi holder os til rød, grøn, blå eller pink), og jeg er også i stand til at spørge om prisen på ting, og så længe det ikke koster mere end 12 Pesos (omkring 7 kr.) så forstår jeg også svaret. Kennet siger, at jeg alligevel ikke skal bruge flere penge end det, så jeg har ikke brug for at lære flere tal.

Salsa?
Flere af de steder, hvor vi har overnattet har der været tilbud om salsaundervisning. I mangel af ”dansefilm” i busserne har jeg forsøgt at overbevise min bedre halvdel om hans unikke mulighed for at slippe sin indre ”danse-smølf” ud, men desværre fortsat uden held.

Og en slutbemærkning:

Bankerne her i landet har meget store og flotte bygninger. Jeg har tænkt på, om jeg ikke kunne stikke hovedet indenfor, kigge lidt rundt, og så kalde det en ”studietur” med dertil hørende legat/betaling fra min kære arbejdsgiver – Sparbank Vest? Vi er alligevel derhenne og hæve penge hele tiden! Tænk lige over den, chef!

Vi iler videre mod spændende oplevelser

Hola fra Juan José og Ana Maria

Alias Kennet og Pernille

Næste rejsebrev