Hov, der står en ko! 

Vi ankom til Indien om morgenen. Kl. var 9 i Indien, men vores kroppe sagde, at den var 04.30. Desuden havde vi fløjet hele natten, og skiftet fly en enkelt gang, så ”fresh” var nok ikke lige ordet, der kendetegnede os.

Vi havde hjemmefra booket en 8 dages tur via et indisk rejsebureau, der inkluderede egen chauffør, bil og at program for sightseeing og hoteller var fastlagt på forhånd. Vi har prøvet dette en gang tidligere i Indien, og det fungerer perfekt, specielt på steder, hvor seværdighederne ligger spredt, og hvor offentlig transport fungerer mindre godt.

 Vi blev hentet i lufthavnen af vores chauffør, og kørt hen til det første overnatningssted. Vi var landet i Bengaluru, en stor by med ca. 7 mill. mennesker og i hastig udvikling pga. it-firmaernes indtog i byen.
Jeg holder rigtigt meget af Indien, og dette er vores 3. besøg – dog første gang i Sydindien. På vej ind til Bengaluru kiggede jeg undrende ud af vinduet. Hvor var ”mit” Indien blevet af? Her var rent, pæne huse, ingen køer, flotte veje og trafikken gled uden de store problemer. Havde de mon elimineret mit elskede og kaotiske Indien siden 2002, hvor jeg gæstede det sidst?

Allerede næste dag, på vej til Mysore, fandt jeg ud af, at dette ikke var tilfældet. Bengaluru var bare en noget mere moderne by, end de fleste andre steder i Indien. Pyha. Godt så. Der var mine huse med bliktag, sarier, køer og svin i gaderne og alle duftene og farverne, som Bengaluru havde gemt væk til fordel for jeans, shoppingmalls og renovationssystem.

Man ved aldrig, hvad man træder i
Vores rejsebureau havde sendt en folder ”gode input inden du kommer til Indien”. Meget informativ, specielt, hvis man ikke havde været i Indien før. Selv om vi ikke var nybegyndere ud i Indiens særheder, faldt vi alligevel over et par gode råd.

Fx: ”gå gerne med rigtige sko med sål. Du ved aldrig, hvad underlaget indeholder af efterladenskaber”

Fuldstændig korrekt, konstaterede jeg på dag 3, da underlaget lige under mig indeholdt en ordentligt kokage og mørket gjorde, at den uundgåeligt ville i kontakt med min sko.

Hjælpsomme mennesker
Inderne er meget specielle, både på godt og ondt.
Et af deres svage punkter er manglen på forståelse af principperne i ”service”, og hvornår og hvad vi emsige danskere forventer.

Andre gange kan man kun smile af deres meget ivrige væsen, der vil gøre alt for at stille turisten tilfreds.

På et af de finere hoteller på vores tur havde vi problemer med det varme vand. Det var nok mere lunkent end varmt, og vi spurgte i receptionen, om de ville kigge på det. De sendte en lille mand op til os. Manuél, døbte jeg ham, for han kunne godt have været med i ”Halløj på Badehotellet”.

”No hot water” siger vi til ham, og han kigger forundret på os. ”No water”? Vi får forklaret, at det er varmt vand vi mangler, ikke vand generelt. Han siger, at det bare skal løbe lidt, hvilket dog ikke er efter vores erfaring, da jeg har stået inde under det lunkne vand i ca. 15 minutter.

Så tager han affære. Først rykker han i vandhanen og alle rørene. Det giver sjovt nok intet resultat. Så går han, iført fint hoteltøj og sko, helt ind i brusenichen, og åbner for den varme hane. Uden at fortrække en mine, står han så der med vand ud over det hele, men får dog hurtigt slukket igen. Næste løsningsmulighed er at han sætter en 10 l. spand helt op til brusehovedet, og lader vand fra den varme hane løbe herned. Da den er næsten fuld mærker han på vandet, og nu er det blevet varmt. Alle er tilfredse, og han tømmer spandens indhold ud over egne fødder (jo, han er stadig iført sko), i afløbet og egentlig faktisk ud over hele badeværelset. J

En aften på et andet hotel bliver konen tørstig og sender Kennet over i restauranten for at hente en sodavand. Han kommer tomhændet tilbage. Han må ikke selv tage den med over på værelset, de vil komme med den.
Vi venter i et kvarter. Ingen sodavand. Kennet tager sko på og går igen over i restauranten. Sodavanden er lige på vej, siger tjeneren og fremfinder to glas, men yderligere sker der ikke. Kennet kommer tilbage til en noget tørstig og utilfreds kone. Der går yderligere 10 minutter og så kommer tjeneren med sodavandene, men har ikke vores byttepenge med. De kommer senere, siger han.

Vi drikker vores sodavand og venter på vores byttepenge. Det er ved at være sengetid, og da det er et ikke ubetydeligt beløb, vi skal have tilbage, tager Kennet de tomme glas, går over i restauranten og nægter at gå, før han har fået sine byttepenge.
Se, sådan kan der nemt gå en hel aften med at drikke en sodavand.

”Betal og tis”
Noget, vi ikke så sidste gang, vi var i Indien var offentlige betalingstoiletter. Dengang gjorde alle mænd det på gaden, mere eller mindre i offentlighed. Nu kan man se, at de mere velklædte slipper et par mønter og går ”ind bagved”.

Der er dog desværre fortsat en del, der endnu ikke har forstået, hvorfor man skal betale for noget, som man kan gøre lige så godt HELT gratis.

Det betyder, at man fortsat nogle steder vågner til dåd, når man lige så stille slentrer gennem byen, og en ram lugt rammer den fine danske næse, der bestemt ikke er vant til hørmen af mandeurin i store mængder.

Transport
Tænk, at vi i 4 uger i Afrika ikke så et eneste trafikuheld. Der var så mange køretøjer, mennesker og dyr, og der blev kørt på dårlige veje på kryds og tværs. I løbet af de første par dage i Indien så vi flere uheld – og det undrer ikke. Busser, lastbiler i alle størrelser, minibusser, tuk-tuk´er, mennesker, køer, geder, cykler – ja, vi er der alle sammen på det ene spor, som vejen ofte består af. Dette indebærer også ofte trafikpropper, som inderne ivrigt mener at kunne gøre noget ved, hvis de dytter langvarigt i hornet. Jeg tænker, at jeg måske på et tidspunkt lærer blot at ignorere denne irriterende lyd? Indtil videre er jeg bare i en tilstand, hvor jeg ofte har lyst til panisk at holde mig for ørerne og skrige ”dyytttt” til det første og bedste køretøj, der dytter af mig.

Hvad har vi set og hvad har vi lavet?
Indien har så mange flotte templer og gamle paladser, at man aldrig bliver færdig. Vi har set en del, og udviklet vores viden inden for Shiva, Vishnu og reinkarnationer af diverse guder. Kennet er stadig stor fan af Ganesh, som er en lille tyk elefant, der siges at bringe held og lykke. Vi har set fantastiske paladser, og man kan kun blive imponeret over indernes kunnen og deres rigdom dengang disse ting blev bygget.

Vi har også været på flodtur, set templernes elefanter – og Kennet er endda blevet velsignet af én - og ikke mindst spist os igennem Indiens fantastiske spisekort med de dejlige krydderier og vidunderlige vegetarretter. Vores maver har vænnet sig til de stærke sager, som bliver serveret lige fra morgenstunden, og vi har fuldstændig styr på ”iddle”, ”dosa” og ”puri-puri”.  Indien er kendt for at give turisterne ”hurtig-mave” – eller ”Delhi-belly” som det populært hedder, men vi er heldigvis sluppet. Ikke fordi, vi ikke har prøvet lidt af hvert. Vi spiser gerne ved gadekøkkenerne, i de små lokale restauranter, hvor der kun serveres én ret, og hvor der med meget besvær bliver fremskaffet en ske (vi nægter at spise ris med fingrene – så lang tid har vi altså ikke været væk fra civilisationen), jeg spiser salat og andre kolde retter og den svalende yoghurt, som serveres til de stærke retter, ryger også ned i store mængder, selv om den kan være vært for spændende bakterier. Men, vi sørger også for at vaske hænder, hver gang vi ser en håndvask og sæbe. Vi desinficerer hænderne med sprit inden vi spiser, og det er no-go på nogen måde at lade hænderne komme i kontakt med munden. Dertil kommer nok også, at vi efter mange ture og mange typer bakterier, heldigvis har fået nogle hårdføre maver.

Det brænder!
Slutteligt en historie fra en af de sidste aftener i Indien. Vi havde valgt et tilfældigt hotel, som vi kom forbi på vejen. Standarden er fin nok, men her var absolut ingen hvide turister. Lige før sengetid er nattøjet kommet på, og vi sidder og ser TV. Som altid har Kennet skruet godt op for lyden, men jeg syntes at kunne høre en monoton ringen. Kennet skruer ned for lyden, og jeg åbner døren på klem. Gangen er helt fyldt med røg. Fuck, det er brandalarmen og vi er ved at brænde inde på 3. sal.
Snarrådig, som Kennet jo er, griber han sin lille rygsæk, tager værelsesnøglen - og dermed går lyset på værelset - og løber.
Jeg tager lige et par bukser på, måske ikke det mest rationelle at gøre i denne nær-død-situation, griber også min rygsæk og min PC´er, og løber med.

Da vi kommer ud på gangen er der helt tåget, men dog ikke mere tåget end at vi kan se en mand iført lændeklæde og med en klokke og røgelsespinde, der går rundt på etagen nedenunder og messer hellige mantraer. Hotellet er i gang med at blive velsignet. Han griner, og det kan jeg sådan set godt forstå. Vi går ind på værelset igen og lukker døren for al røgen. Vi overlevede!

Midt i al alvoren kan jeg kun sarkastisk rose Kennet for at gribe hans egen rygsæk og redde den. Min indeholder nemlig pas, penge og alle vigtige papirer, mens hans den dag alene indeholdt 2 poser chips, 3 ruller kiks og 2 cola light, proviant til næste dags tur, men sådan er vores prioriteringer jo så forskellige.

Så går turen videre
Efter ca. 3 uger i Indien er vi klar til at drage videre til Thailand. Indien har igen været et særdeles fantastisk sted at besøge, og kan jeg overtale Kennet, så er det ikke sidste gang, jeg sætter mine sandaler her.

Mallamganpuram og Arniban, alias Pernille & Kennet melder, at køerne har det godt, og at inderne fortsat bøvser når de spiser – vi vender frygteligt tilbage når vi når Thailand.

Næste rejsebrev