Og værelset har tv

”og værelset har tv” sagde den lille sorte mand og smilede. Ja, og værelset havde også en seng, der var stor nok til to, modsat det andet værelse, han havde vist os. Vi tog værelset. Ikke pga. tv´et men fordi vi havde rejst i 20 timer og klokken slog midnat, og fordi hotellet, som vi havde booket hjemmefra, og som havde lovet at hente os i lufthavnen, havde brændt os af, og vi i protest da i hvert tilfælde ikke ville bo der. For lige at vende tilbage til tv´et så var der kun et él-stik i væggen og vi prioriterede at have strøm i køleskabet, så det blev ikke til så meget tv.

Men, så vi var da ankommet og klar til at udforske Afrika den næste dag.

Overnatning

Vi har boet på alt fra flot ressort med skinnende klinker på gulvene og kridhvidt betræk på sengene til hotelværelser så små og mørke, at vi måtte have vores pandelamper tændt for at kunne se sengen. Det med lyset er noget underligt noget. Mon afrikanere er lyssky? Der er tit næsten intet lys på værelserne, og er der gået en pære i værelsets eneste lampe, og beder man om en ny pære, så ser de underligt på én. Dette gør sig også gældende på restauranterne – også de finere – hvor man bliver lidt bekymret for, om det er fordi, man ikke må se maden?

Jo længere væk fra Accra og i det hele taget Ghana, som vi kommer, jo mere fattigt og usselt bliver tingene, og dermed også hotellerne. Varmt vand er et særsyn og toiletrullerne er så tynde, at det kræver opfyldning hele tiden.

At få et håndklæde er nogle steder en kamp, og at få to er en krig, men man kan jo også bare lufttørre. Kennet siger, at de fleste af værelserne har charme som en fængselscelle, og det har han nok ret i, men det er jo også bare et sted, hvor vi skal sove.

Menneskene

Vi kan ikke kende forskel på folk. Det er ikke særligt høfligt, men det er ikke af ond vilje. Vi kan have talt med én og kommer han hen 10 min. senere kan vi ikke kende ham. De er alle meget korthårede/skaldede og, synes vi, næsten uden ansigtstræk, og ligner derfor hinanden. Vi bruger derfor meget at kigge på, hvad tøj de har på, hvilket ikke er hensigtsmæssigt, hvis man dagen efter skal genkende den mand, man har indgået aftale om transport med, hvis han altså har skiftet skjorte.

Til gengæld kan de så heller ikke kende forskel på os. Der var f.eks. lige en af vores guider på en tur, der var temmelig meget tæt på at miste drikkepengene da han sagde til Kennet, at han synes at Kennet og jeg lignede hinanden – om jeg var hans mor?

Mad

Maden i Ghana var egentlig god. I hvert tilfælde nu, hvor vi sidder i Togo og er sultne J. Nej, den var faktisk ok med ris, sovs, kød og masser af grøntsager. Det var sværere i Togo at blive mæt. Specielt for mig, for grøntsager er ikke noget man spiser uden kød. Det er umuligt, også pga. sprogbarriererne (de taler næsten kun fransk), at forklare, at jeg ikke ønsker kød.

Et sted gennemgik jeg vidst alle de dyr, som jeg kunne forklare mig ud af og sagde ”no”, og manden forstod – jo jo – og så serverede han kød ovenpå et bjerg af dåseærter. Kødet blev fluks fjernet da jeg råbte lidt højt, og så var der serveret – dåseærter - velbekomme.

Et andet sted havde jeg set, at de reklamerede for pizza. Yes, totalt ynglingsmad efter 2 uger med ris. Vi fik også udleveret et spisekort og et pizzakort. Med hjælp fra en anden restaurantgæst fandt vi ud af, at der ingen vegetarpizzaer var på kortet, men det kunne de vel lave.
Da servitricen kommer beder jeg om en ”vegetariana pizza”. Nej, det har de ikke. Kan de lave det? Nej. Ok, så vil jeg gerne have den med tun og så kan de tage tunen af? Nej. Og i øvrigt serverede de vidst slet ikke pizzaer i dag. Øv. Så kastede jeg mig over siden med salater. Jeg ville gerne have en uden kød. Uhh, den var svær, men ok og med kartoffelmos til? Nej, det stod på kortet, men det havde de ikke lige i dag. Nå så pomme fritter? Ja, det havde de. Hun tog også Kennets ordre, hvilket var det samme. Næsten uanset hvad han pegede på, så nej, ikke lige i dag.
Efter lang ventetid kom hun tilbage. Desværre – ingen salater overhovedet i dag, men hun bekræftede, at jeg kunne få nogle pomme fritter – og det var så en aftale.

Nu kunne man tro, at vi gik hen og blev meget tynde af denne oplevelse, men vi fik som sagt rigtig god mad i Ghana, og pga. varmen skal vi drikke hele tiden, og ”light” er ikke en naturlig del af vestafrikanernes hverdag, så der bliver skyllet noget sukker indenbords.

Transport

I Ghana er der fin og organiseret transport. Taxa og små minibusser kører overalt, og de er i rimelig stand. Man sidder pænt på hvert sit sæde og der bliver solgt billetter.

I Togo bruger man meget gamle minibusser, som er pakket så godt, at åbnes døren så popper der bagage eller en mand ud. Det er utroligt, som der altid lige er plads til én til. Der er også personbiler, der kører som taxaer. Her er standardbemandingen 4 på bagsædet og 2 foran + chaufføren, og børn kommer selvfølgelig der udover.
I byerne bruger man ikke bil-taxaer, man tager en motorcykel-taxa. Det er, som navnet siger, en motorcykel, hvor du sidder bagpå som passager. Jeg var noget skeptisk i starten, for min eneste tidligere erfaring med en motorcykel var, da min onkel tilbage i start-firserne netop havde fået motorcykelkørekort og dertilhørende motorcykel, og trillede mig en tur ned ad Rådmandsvej i Grenå.
De første par ture må chaufføren have synes jeg var frygtelig nærgående, for jeg trykkede næsten al luften ud af ham, så hårdt holdt jeg om hans mave. Denne kørsel er dog blevet noget mere afslappet for mit vedkommende (heldigt for alle de stakkels motorcyklister), og vi har også været på et par længere ture, hvor jeg som passager bagpå så døden i øjnene mange gange på smalle veje, hvor lastbiler, fodgængere, cykler og andre motorcyklister kæmpede om pladsen uden om hullerne i vejen, mens vi drønede derud af med 80 i timen (og hvem kender til hjelm og handsker?).

Barer

Både Ghana og Togo er primært kristne lande, og her er plads til dans, musik, øl og tøj, der ikke overlader noget til fantasien. Ikke for at det skal være frækt, men typisk fordi størrelsen ikke lige passer.
I Ghana kan man spotte en bar/cafe på lang afstand. Ikke pga. fulde folk eller ilde lugt, men fordi en bar skal spille så høj musik, at man på ingen måde kan tale sammen. Det er grotesk højt, men så behøver man ikke at rense ører de næste par dage. I Togo de fleste barer malet gule, men her er der så ingen musik.

Men Afrika sætter sig i dig. Du kommer på en eller anden måde til at holde af de støvede veje og de meget mørke mennesker, som om aftenen kun er synlige når de åbner munden og man kan se de hvide tænder, der fungerer som refleksbrikker, og børnene, der håber ”hej”, vinker og smiler til dig.

Og så lige en vejrudsigt, som man jo skal slutte af med: ingen udsigt til regn før maj og dagtemperaturer omkring 40 grader mens nætterne er kølige med helt ned til 22 grader.

Jeres udsendte Nitingguru og Kplime – alias Kennet og Pernille - ønsker jer alle alt det gode og er nu fortsat ind i Benin, hvor vi fortsætter vores rejse.

Næste rejsebrev