COOK ØERNE 2007

Vi ankom til Rarotonga airport - absolut en af de mindre. Vi fik vores bagage og tjekkede straks ind på indenrigsflyet til Aitutaki. Det gik nemt - ikke så meget tjekken som de større steder.

Flyet gik til Aitutaki til tiden og efter en kop kaffe og 50 minutter var vi på den ø, som alle steder så ud som paradis. Vi blev mødt af Matthias, ejeren fra det sted, hvor vi skulle overnatte. Det var desværre lidt overskyet, hvilket også havde gjort, at vi ikke havde set så meget af øen oppe fra luften.

Vi blev kørt de 10 minutter til vores overnatningssted. Aitutaki er meget lille - turen rundt om øen er kun 8 km. og indbyggertallet kunne lige snige sig op på 1800. Vores hytte lå helt ned til stranden, og havde en dobbeltseng og et lille tekøkken. Vi havde også vores egen veranda med udsigt over vandet. Toilettet var delt og lå 100 meter væk og vores bad var af den udendørs slags med kig til himlen. Det så meget lovende ud.

Vi pakkede rygsækken for at gå ned til øens hovedby og købe lidt ind. Det blev mere og mere overskyet og så begyndte det at regne. Øv, ikke lige en god start på "jeg skal ligge ved stranden-ferie".
Vi blev stoppet af et lokalt ægtepar i bil, der tilbød et lift - vi takkede ja, der var alligevel næsten 4 km. hjem. Heldigvis for det, for snart øsede det ned.
Vi fandt ud af, at det ikke var usædvanligt at blive stoppet og spurgt om man ville have et lidt. Øen er uden offentligt transportmidler og derfor hjælper man hinanden.
 

Det regnede i byger hele aftenen og hele natten. Vi regnede med, at næste morgen ville det være ovre. Desværre nej. Det regnede hele næste dag, og det virkede som om det blev værre og værre. Vi satsede på, at næste dag, så måtte det da blive bedre.

Ø-aften
Hver aften er der ø-aften. Dvs. at man (typisk turister) samles på en restaurant til buffet og efterfølgende er der traditionel dans. Vi var til Ø-aften på "Samade". Vi blev hentet i minibus på vores overnatningssted og kørt til restauranten. Her fik vi forskellige retter, mest salater, men også kylling, svin og fisk. Efterfølgende var der et flot danseshow.

Vi var heldige at komme til at sidde ved to unge svenskere, og vi havde en hyggelig aften. 

Traditionel dans og musik

Natten til onsdag brød vejr-helvede løs. Det blæste og regnede så man tror, at det er løgn. Hele onsdagen kunne vi ikke engang sidde på verandaen. To mennesker i en lille hytte med toilet og bad uden for er ikke en god cocktail. Sidst på dagen klarede det op - det så ud som om at torsdag ville blive fin. Derfor bookede vi en lagoon-bådtur. Torsdag var vores sidste dag på øen, så det var sidste chance.

Tur i glasbåd
Da Pernille jo ikke tør snorkle valgte vi i stedet for en traditionel lagoon-bådtur en tur i glasbåd. Dette skulle give os mulighed for at se fisk uden at få hovedet under vandet.
Vi blev hentet kl. 10 på vores hotel og kørt til havnen. Mens skipper hentede båden fik vi lige mulighed for at kigge inden for i byen kirke

En af øens eneste ikke-naturseværdigheder var øens største kirke. Udefra er den meget lidt imponerende, men det har en vis charme, at der er blyindfattede ruder.

Kirkens alter

Vi startede med at kigge skildpadder. Desværre var vandet lidt mudret efter de mange dages regn, så vi kunne ikke se så dybt. Vi så dog flere skildpadder stikke hovedet op over vandet, og ud fra hovedets størrelse kunne man nemt forestille sig dyrets størrelse!

Vi fik også mulighed for at se, hvordan man dyrker perler, ligesom vi gjorde et kort stop ved en lokal fisker, der havde fanget et par fisk, som senere skulle blive vores frokost.

Vi gjorde stop på to øer

Hooneymoon-island

Den første ø, er den såkaldte Honeymoon Island. Øen er ganske flad og var oprindeligt uden bevoksning. Den fik sit navn, da et canadisk par besluttede sig for at blive sat af på øen. De lokale mente de måtte være åndssvage, da der ikke var nogen skygge. Det er der rodet bod på senere. De lokale har bygget en lille hytte og plantet palmer. En af områdets mange storme ødelagde det hele, men de lokale skyndte sig at bygge det op, inden regeringen kunne udstede et forbud mod bebyggelse på øen.

En brugt bryllupsbue på Honnymoon Island

Maina-island

En nærved liggende ø, uden den samme romantiske historie, men med samme flotte strand. Vi sejlede derover mens vi spiste. Vi kunne gå rundt på øen mens vores guide ryddede op. Umiddelbart så det ud til, at man næsten kunne vade fra den ene ø til den anden. Denne ø var fuld af fugle der lå på rede. De kan ikke gå, hvilket får dem til at se meget sjove ud, når de skal til at lette.

Turen gav mulighed for at komme ud at snorkle to steder. Det første sted var vandet så lavt, at man flere steder kunne stå på bunden og se fiskene. Der var så mange og vandet var så klart, at selv Pernille kunne få en ide om fiskelivet.
Det andet sted var dybere, og kun Kennet var i. Efter sigende var det et fantastisk syn.

Kennet dykker                                             Gule fisk i vandet.

Mens Kennet svømmede fodrede Pernille fisk. Det var dybt fascinerende at se, hvor hurtigt og hvor mange fisk man kunne få til at bevæge sig, ved at kaste brød eller frugt i vandet. Kennet blev omringet af speciel én fiskeart, der ventede på den daglige fordring fra turbåden.

Omkring kl. 16.30 var vi hjemme igen. Det havde været en rigtig dejlig dag, hvor vi havde oplevet meget - og hvor var det dejligt, at vejret igen var sommer og sol.

Vores strand

Til Rarotonga

Vi blev kørt til lufthavnen af Mathias, og indtjekning gik hurtigt. Heldigvis var vejret godt, og vi havde en rigtig god udsigt på flyveturen.

Velankommet til Rarotonga tog vi bussen til Rarotonga Backpackers, hvor vi fik et værelse. Nu havde vi siddet inden for i så mange dage, at vi ikke ville spilde tiden. Derfor tog vi straks vandreskoene på, og begav os på en lang gå/vandretur hen over øen.

Gåtur over øen

Der er flere muligheder for at vandre på øen. Den eneste der ikke involverer at gå samme vej tilbage, er turen tværs over øen. Den er ikke særlig lang - 5 kilometer. De første 2 er på grusvej, og kun de midterste ca. 2 kilometer er vanskelige. De er til gengæld meget vanskelige! Det blev anbefalet at gå turen med en guide, men de lokale mente ikke det var nødvendigt. Vi gik derfor uden. Det gik fint til det højeste punkt, men her begyndte det at gå galt. Først overså vi en vej ned, og derefter måtte vi glide ned af en meget stejl mudderskrænt. Vi vadede 5 gange over en lille flod, inden vi endte blindt. Vi var til sidst så trætte, at vi ikke kunne holde balancen ved overgangen af floden, og gled og faldt flere gange. Vi var mudrede, våde og meget trætte. Det var en meget langt og skræmmende oplevelse, hvor vi var tæt på at måtte overnatte i regnvejr på i bunden af en kløft. Det viste sig, at de opsatte skilte viste den forkerte vej, og kun ved et tilfælde fandt vi den rette opgang ved en klippe, og aldrig har vi været så lykkelige før. Den aften spiste vi en superb pizza og drak en øl til. Selv Pernille drak en øl, hvilket ikke sker meget mere end et par gange om året. 

Hvis man påtænker at gå turen, vil vi anbefale en guide eller en mobil telefon. Afmærkningen er meget dårlig. En pil pegede helt tydeligt mod højre bred, men rent faktisk skulle vi gå op af venstre. Turen bør aldrig nogensinde gås i regnvejr eller efter regnvejr. Mudderet gjorde, at vi ikke kunne finde vejen tilbage, hvilket gjorde situationen meget kritisk. Der er mange myg, og man bør tage myggespray med.

Udsigten fra toppen

En træt Kennet da vi endelig fandt ud

Cykeltur øen rundt
For 10 NZD (ca.    Dkr.) lejede vi hver en cykel i 24 timer. Vi ville rundt og se øen. Heldigvis er turen rundt kun 32 km. og vejen er god og helt lige ud - ikke en eneste lille bakke finder man.
Vi kørte først ind mod øens hovedby, Avarua hvor vi ville besøge markedet. Her var frugt og grønt, souvenirs, smykker og ikke mindst et stort udvalg af lækker mad. Vi spiste en kombineret morgen/frokost her. Her mødte vi også en repræsentant for det nationale håndboldforbund. Holdet træner i hendes baghave, da de ikke har nogen hal på øerne. De vil til OL i 2012! Meget ambitiøst

Marked i Avarua

Vi kiggede lidt på byen, og cyklede så videre. Vi gjorde en del stop undervejs. Vi så kirker og kirkegårde, strande, skrev et par postkort osv. På Muribeach gjorde vi et længere stop, hvor Kennet var ude at bade og Pernille nød solen.

                                                    Kennet på Muribeach

Sidst på eftermiddagen var vi hjemme igen, og var enige om, at den bedste måde at se øen på er på cykel.
Et plus var også, at så havde man cyklen om aftenen og kunne derfor cykle ud at spise. Det gjorde mulighederne for at nå flere forskellige restauranter større.

Gudstjeneste og kirkebrunch
På de fleste stillehavsøer betyder den kristne religion en del. Dette havde vi allerede oplevet på Samoa og ville gerne til en gudstjeneste. Det var der flere på hostlet, der gerne ville, så vi var en gruppe på 10, der blev kørt til den lokale kirke, som tilhørte den lokale CICC, Cook Island Christian Church. Der findes også katolske kirker og andre kristne variationer på øen.
Som i Danmark er religion og kirkegang desværre dødende sammen med den ældre generation - i hvert tilfælde kunne vi konstatere, at det overvejende var ældre, der var i kirke. De fleste var klædt i hvidt, og damerne havde flotte hatte på. Der var en del mere sang end under en protestantisk gudstjeneste.
Det hele tog omkring 1 time - ligesom hjemme.

Efterfølgende blev vi inviteret til "kirkebrunch". Vi hørte lidt om kirken, dens opståen og virke, og bagefter var der gratis mad og drikke.
Desværre var det mest turisterne, der var kommet til kirkebrunch, for det kunne have været sjovt at snakke lidt med de lokale.

Om eftermiddagen slog vi os ned ved poolen, og resten af dagen slappede vi af.

En mand med guitar spiller afskedssang til alle turisterne.
Der var velkomst og afskedssang til alle ankomster og afgange.

Næste morgen tog vi bussen til lufthavnen, og så gik turen via New Zealand til Sydney, Australien.

Læs videre om vores oplevelser i Australien hér.

Spørgsmål eller kommentarer ?? Skriv til os

rejser@pernille-kennet.dk